CONTEMPEHRARY I Nordisk Tempeh

SPØRGSMÅL & SVAR 


VI DELER MEGET GERNE VORES VIDEN OM TEMPEH


Da vi stiftede bekendtskab med tempeh var det først og fremmest smagen vi syntes godt om. Men hurtigt blev vi også bevidste om de ernæringsmæssige egenskaber og utroligt mange anvendelsesmuligheder - og så kunne vi ikke få nok. Da vi selv begyndte at eksperimentere med fremstilling af tempeh, blev vi super fascinerede af den forunderlige, naturlige forvandlingsproces der finder sted under fermenteringen. I dag må vi betegne os selv som deciderede tempeh nørder og studerer det på alle tænkelige måder. Vi bliver stadigvæk mere vilde med tempeh og dets potentiale for lækker, grøn, sund og bæredygtig mad!


Vi er altid glade for at fortælle om vores fascination, til dem som er nysgerrige på det. Og der rejser sig mange spørgsmål når snakken går om tempeh, for det er ret nyt og eksotisk for de fleste. Disse spørgsmål prøver vi at opsummere og give svar på herunder. 


Hvis du har et spørgsmål om tempeh som du ikke finder svar på hér, så er du altid meget velkommen til at skrive til os! På forhånd tak.

01:  Hvad er tempeh?


Tempeh er et grønt alternativ til kød, som stammer fra Indonesien. Traditionel indonesisk tempeh består af sojabønner, som fermenteres ved hjælp af mælkesyrekultur samt en særlig skimmelsvamp kaldet Rhizopus. Nordisk Tempeh fremstiller vi ved hjælp af samme metode som traditionel tempeh, men vi anvender lokale råvarer fra Norden i stedet for sojabønner.

02:  Hvordan tilberedes tempeh?


Tempeh kan tilberedes på utallige måder! Det kan steges, grilles, bages, koges, etc. Det egner sig rigtig godt til at blive krydret og marineret, men smager også dejligt i sig selv. Se i øvrigt vores side med opskrifter, som vi føjer nye opskrifter til hen ad vejen.

03:  Hvordan opbevares tempeh bedst?


Vi anbefaler at opbevare tempeh på frost, da det giver længst holdbarhed - tag det blot ud af fryseren samme dag som det skal anvendes. Optøet tempeh opbevares bedst i en lukket beholder, i køleskab.

04:  Hvor lang er holdbarheden for tempeh?


Tempeh er et levende produkt, der vil modnes og udvikle sin fermenterede smag desto længere man opbevarer det. Ligesom det er tilfældet med ost, så er det meget forskelligt hvordan folk foretrækker tempeh – mild, mellemlagret eller ekstra lagret? Det er en smagssag. Vi anbefaler at opbevare tempeh på køl i op til 5 dage. Ved opbevaring på køl kan tempeh i princippet holde sig i et par uger, men smagen bliver hurtigt kraftigere. På frost kan tempeh holde sig mindst 6 måneder.

05:  Må optøet tempeh genfryses?


Ja det må godt fryses igen efter det er optøet - det har vi Fødevarestyrelsens ord på ;-)

06: Er jeres tempeh vegansk?

 

Ja, den er fuldkommen vegansk. Selv den mælkesyrekultur som vi anvender er vegansk (vi køber den fra den danske virksomhed Chr. Hansen, som dyrker disse mælkesyrebakterier på basis af noget vegetabilsk, i stedet for et mælkeprodukt, som ellers er det mest almindelige).

07Er jeres tempeh økologisk?

 

Vi har ikke det røde Ø-mærke endnu. Men vi er ved at ansøge om det og regner derfor med at kunne kalde det 'statskontrolleret økologisk' meget snart. Vi har hele tiden brugt de samme gode råvarer, så mærkningen er simpelthen et spørgsmål om at få papirarbejdet færdigt - det er imidlertid ret omfattende, for det indbefatter et detaljeret økologiregnskab, samt en masse dokumentation og ekstra procedurer til vores egenkontrolprogram, så vi valgte at starte uden Ø-mærket, for at komme hurtigere i gang.

08Er næringsindholdet for jeres tempeh beregnet eller baseret på en analyse?

 

Som det ser ud nu, er næringsdeklarationerne baseret på en udregning. Udregningerne er baseret på næringsindhold og mængder af de ingredienser vi anvender i fremstillingen. Imidlertid der sker jo ting og sager i fermenteringen, som ændrer på næringsindholdet (super fascinerende og interessant proces!). Derfor skal der en analyse til, for at være sikker på resultatet. Men forventningen er at kulhydratet f.eks. bliver reduceret, fordi det bliver omsat til varme i processen og dermed bliver proteinandelen højere. Desuden regner vi med, at der bliver dannet et betydeligt indhold af vitamin B12, samt en god aminosyresammensætning, som resultat af fermenteringen. Men det skal jo bevises, før vi kan skrive det på produkterne! Desværre er analyserne ret dyre, så vi har ikke fået dem lavet endnu. Men det har høj prioritet, så vi håber at have det på plads i løbet af de næste måneder.

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.

Godkend