CONTEMPEHRARY I Nordisk Tempeh
Læker opskrift med nordisk tempeh

Porregratin med tempehknas og krydskartofler

Som hovedret til ca. 4 personer 

Hasselbackkartofler er lækre, men det tager som bekendt år og dag at lave alle de snit. Med krydser går det noget hurtigere, og kartoflerne bliver stadig flotte og sprøde. I denne ret giver blandingen af tempeh, græskarkerner og røget paprika et spark af smag, som komplimenterer de sarte bagte porrer. Porretoppene skal ikke bruges i opskriften, men den friske del af dem kan snittes fint og syltes. De passer godt til retten og er desuden velegnede som topping på smørrebrød.


INGREDIENSER: 

5 porrer

1 kg små kartofler med skræl

200 g tempeh af hestebønner

125 g græskarkerner

7 dl mælk 

50 g smør + 1 spsk. 

3 spsk. bønnesauce

2 spsk. hvedemel

1 grøntsagsbouillonterning

2 tsk. dijonsennep 

1½ tsk. røget paprika

½ tsk. revet muskatnød 

4 spsk. olivenolie

Salt og friskkværnet sort peber

FREMGANGSMÅDE


  1. Tænd ovnen på 175 grader varmluft

  2. Skær bundene og de grønne toppe af porrerne, og rens dem grundigt. Flæk dem på langs, og læg dem med snitsiden nedad i et ildfast fad på 25 x 35 cm, der forinden er smurt med 1 spsk. smør. De må gerne overlappe lidt

  3. Skrub kartoflerne, men lad skrællen sidde på. Lav tre-fire dybe, krydsende snit på oversiden af hver kartoffel, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl med 2 spsk. olivenolie, og drys med flagesalt eller fint salt. Sæt kartoflerne nederst i ovnen, og bag i ca. 50 minutter

  4. I mellemtiden opvarmes 2 spsk. mel og 50 g smør i en tykbundet gryde ved høj varme. Pisk den boblende blanding i et minuts tid, uden at den når at tage farve. Hæld nu mælk i lidt efter lidt, og pisk, mens saucen tykner. Sluk for varmen, når al mælken er hældt i, og tilsæt bouillonterningen, 2 tsk. sennep og ½ tsk. revet muskatnød. Smag til med salt og godt med peber

  5. Hæld saucen over porrerne, og sæt dem i ovnen på en rist over kartoflerne, når der er 30 minutter tilbage af deres bagetid

  6. Smuldr tempehen, og bland den med græskarkerner, 1½ tsk. røget paprika, 3 spsk. bønnesauce og 2 spsk. olivenolie. Når porrerne har bagt i 10 minutter, fordeles tempehblandingen på toppen. Bag, til græskarkerner og tempeh ser næsten forbrændte ud, omkring 20 minutter. Det bør passe med kartoflerne

  7. Server kartoflerne med porregratinen ved siden af og eventuelt syltede porretoppe som tilbehør


OPSKRIFTEN KAN DOWNLOADES HER