CONTEMPEHRARY I Nordisk Tempeh
Læker opskrift med nordisk tempeh

Ærtetempeh i grøn fløde

Som hovedret til ca. 4 personer 

Flækærtetempeh går godt med de friske, grønne smage af dild, asparges og spinat, som får parfumeret modspil af citronens skal. Et godt tip er at købe afskåret dild hos grønthandleren. Det er dybgrønt, kraftigere i smagen og kommer typisk i større bundter. Overskydende dild kan blendes med olie, citronsaft, salt og hvidløg til en syrlig dildolie.


INGREDIENSER: 

300 g tempeh af flækærter

250 g grønne asparges

225 g frossen helbladet spinat

1 håndfuld dild (50 g) 

2 bananskalotteløg

2 fed hvidløg

½ usprøjtet citron

250 ml piskefløde

5 spsk. olivenolie

Salt og friskkværnet sort peber

Tagliatelle eller anden pasta til fire personer

FREMGANGSMÅDE


  1. Start med at brække enderne af aspargesene der, hvor den trevlede bund adskiller sig fra den friske asparges. Skær aspargesene i skrå skiver på ca. 2 cm. Snit skalotteløg og hvidløg i tynde skiver.

  2. Hæld 2 spsk. olie i en bradepande, og steg løg og hvidløg på middelhøj varme, til de er klarede. Tilsæt asparges og frossen spinat, og varm igennem under låg, til spinaten er tøet op. Tilsæt så finthakket dild, stilkene inklusive, samt fløde og revet skal og saft fra den halve citron. Lad saucen boble roligt i et par minutter uden låg. Sluk for varmen, tilsæt ½ tsk. fint salt, og smag til med både salt og peber. Lad panden stå på blusset.

  3. Bring en gryde med vand og salt i kog, og tilbered pastaen.

  4. Mens pastaen koger, skæres tempehblokken i skiver med en tykkelse på 1½ cm. Opvarm 3 spsk. olivenolie på en stegepande ved middelhøj varme, og rist tempehstykkerne sammen med et drys fint salt, til de er gyldne på begge sider. Læg dem på en tallerken beklædt med køkkenrulle.

  5. Når pastaen er kogt, lægges tempehskiverne oven på saucen i en cirkel. Rør ikke rundt, lad dem blot hvile i overfladen.

  6. Server retten med pasta nederst, sauce med tempehstykker oven på og eventuelt syrlig dildolie på toppen.


OPSKRIFTEN KAN DOWNLOADES HER