CONTEMPEHRARY I Nordisk Tempeh
Læker opskrift med nordisk tempeh

Sommerruller med ærtecreme

Som hovedret til ca. 4 personer 

Stegte radiser er et af de mange saftige elementer i disse ruller med tempeh og sommergrønt. Rullerne kan fint udgøre et måltid alene, men de smager også godt med en frisk salat til, f.eks. af spidskål, dild, æble, ristede græskarkerner og vinaigrette.


INGREDIENSER: 

1 pakke filodej (300 g, 7 ark)

300 g tempeh af flækærter

500 g frosne grønne ærter, optøede

1 squash

1 bundt forårsløg

225 g radiser

1 bakke persille (50 g)

200 ml yoghurt, 15 %

1 citron

2 fed hvidløg

2 spsk. bønnesauce

7 spsk. olivenolie

Salt og friskkværnet sort peber

FREMGANGSMÅDE


  1. Flæk squashen på langs, og skær den i 1 cm tykke halvmåner. Skær forårsløgene i skrå skiver på 2 cm, og skær radiserne i fjerdedele. Hak persillen groft, stilkene inklusive

  2. Hæld 2 spsk. olivenolie på en stegepande. Steg først squash og radiser ved høj varme i 7-8 minutter, til de har smidt noget af deres væske og er begyndt at tage farve. Tilsæt så forårsløg sammen med ½ tsk. fint salt. Steg i yderligere et par minutter. Sluk for varmen, og vend 200 g ærter og 50 g persille i blandingen. Smag til med salt og godt med peber. Tag panden af blusset, og lad grøntsagerne køle af på en flad tallerken

  3. Smuldr tempehen groft. Steg i 3 spsk. olivenolie på en stegepande ved middelhøj varme, til den har taget farve, og de mindste stykker er godt brunet. Tilsæt 2 spsk. bønnesauce, vend rundt, og hæld tempehen i en stor skål

  4. Tænd ovnen på 175 grader varmluft

  5. Lav ærtecremen ved at blende de resterende 300 g ærter, 150 ml yoghurt, saften af 1 citron, 2 fed hvidløg og 1 tsk. fint salt i en blender eller minihakker. Hæld cremen i en skål, og stil den på køl

  6. Overfør de afkølede, lune grøntsager til skålen med tempeh sammen med 50 ml yoghurt, og rør rundt. Klip filoarkene over på den kort side, så de 7 ark bliver til 14. Tag nu et ark ad gangen, pensl kanterne med olivenolie, og læg 2 spsk. fyld tæt på den nederste korte kant. Rul opad, indtil du når midten. Fold da siderne ind, og rul færdig. Læg rullerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Fyldet rækker til 12-14 styk

  7. Pensl sommerrullerne med 2 spsk. olivenolie, og bag dem i midten af ovnen, til de er gyldne og kanterne sprøde, ca. 7-10 minutter

  8. Server rullerne med ærtecremen ved siden af.


OPSKRIFTEN KAN DOWNLOADES HER